Pandoras æske

For lidt over et år siden sagde min mand, at han ikke syntes vi skulle være sammen længere. Vi havde boet sammen i 9 år, med hans datter og vores fælles datter. På det tidspunkt var han og familielivet mit omdrejningspunkt, og det ramte mig derfor enormt hårdt, at vi ikke skulle være sammen.

Jeg er af natur et meget analyserende menneske, så jeg bruger meget energi på at forstå mig selv og andre. Derudover er jeg ekstrovert, hvilket gør at jeg rækker ud og kan lide at dele mine tanker med andre. Dette giver mig materiale til at blive klogere på situationer og til at opnå en bedre forståelse.

Da jeg havde snakket om min situation med venner og familie i noget tid følte jeg, at det var på tide at få talt med en person som ikke kendte mig, og kunne hjælpe mig til at se situationen udefra. Jeg startede til psykoterapi, hvilket gav mig mulighed for at komme af med frustrationer og tårer, i et rum som var trygt og åbent for dette.

Jeg så terapitimerne som et sted hvor jeg kunne lukke op for en boks, som jeg lukkede når jeg gik derfra igen. Min terapeut bemærkede, at jeg havde et meget stærkt billede af en fin æske med sløjfe på, som jeg sirligt åbnede og lukkede igen når jeg skulle gå. At kunne lægge tankerne ned i boksen til terapitimerne var nyt og vidunderligt! For det gjorde mig i stand til at fungere på mit arbejde og i mit liv som mor.

I tiden op til hver samtale, gik jeg og samlede tanker og emner og lagde dem ned i boksen. Det var en kæmpe befrielse at kunne have en tanke og lægge den ned i boksen, indtil den skulle åbnes. Det var en helt ny følelse, og noget som jeg har manglet evnen til at kunne. Før i tiden ville jeg have handlet på mine tanker og følelser med det samme, hvilket set i bakspejlet ofte blev for impulsivt og uovervejet. Jeg har også lært, at ting har det med at løse sig, og store emner som sorg og skilsmisse risikerer man ikke at glemme og derfor kan de godt tåle at vente lidt…

Jeg havde en periode, hvor jeg prøvede at undgå at mærke de svære følelser. Det virkede lettere, at være sammen med andre mennesker, som kunne distrahere mig på den ene eller den anden måde. Men følelserne kom altid igen ligeså snart jeg var alene, så jeg fandt hurtigt ud af, at denne metode ikke var langtidsholdbar. Da jeg lærte at tillade mig selv at mærke følelserne, kunne jeg lettere acceptere dem, lade dem være der og så komme videre.

Egentligt forestillede jeg mig, at terapien ville give mig nogle konkrete værktøjer til, hvad jeg skulle stille op med alle mine frustrationer og bekymringer om fremtiden. Men jeg fandt ud af, at det jeg lærte om mig selv og om livet generelt, kom snigende undervejs: Jeg begyndte at se alle perspektiver af livet fra en anden side. Terapien blev et sted hvor jeg lukkede op for alle tanker og følelser, og jeg gik derfra en anelse lettere om hjertet for hver gang. Det hjalp også at få at vide, at mine tanker og følelser var helt okay og at det var helt rigtigt at lytte til dem, for derefter at kunne fokusere på alle de kvaliteter, gaver og muligheder jeg har. Jeg kunne begynde at leve i nuet.