It is what it is

Det er altid med en blandet fornøjelse, når Julen, Nytåret eller andre højtider nærmer sig. De er ofte forbundet med tårnhøje forventninger til “årets fest”, “familiehygge” og ikke mindst “fantastisk stemning”.

Men hvad så, når udsigten til de begivenheder er, at sidde alene? At skulle undvære sin elskede, sit barn eller andre, man gerne ville have fejret det med? 

For mig betyder helligdagene, at jeg mærker konsekvenserne af at være blevet skilt, og det, at komme fra en splittet familie. Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste, hvilket selvfølgelig gør det mere “normalt”, men ikke desto mindre svært. 

Med tiden bliver det dog lettere at lægge mærke til, hvad ens egen ændring i forventningen til disse tider gør ved hele oplevelsen. Jeg har øvet mig i at sige “pyt” og få det bedste ud af det jeg har. Jeg forventer ikke længere, at Julen absolut skal bestå af hele min familie, for det ved jeg efterhånden godt er urealistisk. Og erfaringer har også gjort mig klar over, at det ikke altid er bedst, når alle er samlet på ét sted – selvom tanken er rosenrød, er virkeligheden det sjældent. Så hellere samle en lille flok, som nyder hinandens selskab, og på den måske starte en ny men god tradition. 

Det samme gælder tanken om det perfekte billede – bordet, maden, stemningen og hvad man ellers kan have af forestillinger. Jeg går mere og mere op i, at have lavere forventninger til at få den “wow” følelse af festerne, og selve forberedelserne skal være afslappede, overskuelige og hyggelige – så selve begivenhed starter med, at jeg har overskud, kan være til stede og nyde det!