Det er altid med en blandet fornøjelse, når Julen, Nytåret eller andre højtider nærmer sig. De er ofte forbundet med tårnhøje forventninger til “årets fest”, “familiehygge” og ikke mindst “fantastisk stemning”. Men hvad så, når udsigten til de begivenheder er, at sidde alene? At skulle undvære sin elskede, sit barn eller andre, man gerne ville have fejret det med?  For mig betyder helligdagene, at jeg mærker konsekvenserne af at være blevet skilt, og det, at komme fra en splittet familie. Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste, hvilket selvfølgelig gør det mere “normalt”, men ikke desto mindre svært.  Med tiden bliver det dog lettere at lægge mærke til, hvad ens egen ændring i forventningen til disse tider gør...

Det her er et svært emne at skrive om.  Fordi det fylder mere, end jeg har lyst til at det gør. Men tillid er en naturlig del af at være i relation til andre mennesker, hvorfor jeg ofte bliver testet på dette punkt.  Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det gør ondt når tilliden bliver brudt. Især når den bliver brudt på den måde jeg har oplevet den, med utroskab. Det er HELT klart den værste form for tillidsbrud. Og at finde tilbage til før dette, er vist ikke muligt. Jeg kommer aldrig til at have den samme form for tillid til andre mennesker (og det de siger) som før. På godt og ondt.  Jeg har lært at...

  Har du prøvet at være 100% optaget af noget? Hvor du ikke lægger mærke til, at der går timer med det du fordyber dig i? Så ved du måske, hvor magisk fordybelse kan føles og hvor godt det er at kunne fordybe sig i noget. Alt det jeg skriver om her på bloggen, er noget jeg forinden har fordybet mig i. Hver gang jeg fordyber mig, så nyder jeg at bruge tiden på at lære og nørde så meget i emnet, at dagene ligesom flyver afsted. Hver gang jeg dykker ned og fordyber mig, så bruger jeg også en masse energi på at mærke efter, hvad min egen holdning er. Derved lærer jeg også mig selv bedre at kende....