Det er altid med en blandet fornøjelse, når Julen, Nytåret eller andre højtider nærmer sig. De er ofte forbundet med tårnhøje forventninger til “årets fest”, “familiehygge” og ikke mindst “fantastisk stemning”. Men hvad så, når udsigten til de begivenheder er, at sidde alene? At skulle undvære sin elskede, sit barn eller andre, man gerne ville have fejret det med?  For mig betyder helligdagene, at jeg mærker konsekvenserne af at være blevet skilt, og det, at komme fra en splittet familie. Jeg ved godt at jeg ikke er den eneste, hvilket selvfølgelig gør det mere “normalt”, men ikke desto mindre svært.  Med tiden bliver det dog lettere at lægge mærke til, hvad ens egen ændring i forventningen til disse tider gør...