Relationer

Den daglige ambivalens

Jeg VED når jeg har gang i noget godt og noget rigtigt for mig selv. Helt sikkert. Eller… helt sikkert den ene dag og så ikke helt så sikkert den næste!

HVAD er det, der gør det SÅ svært bare at træffe et valg og så “go with the flow”? Jeg er ved at være godt træt af min egen ambivalens, når det kommer til valgene jeg tager i mit liv. Jeg ved efterhånden godt, hvad der er rigtigt og forkert for mig og burde egentlig bare følge mine ideer. Men men men… dette er lettere sagt end gjort! Det vil sige, at på en god dag er det super let at føle mig sikker i mine valg. Jeg er ikke et sekund i tvivl og føler mig helt høj af alle de fede projekter jeg har gang i, store som små.

Derimod kan det være svært at se på en dårlig dag. På en dårlig dag, er det som om, at mine tanker fører mig den stik modsatte retning. De prøver ihærdigt at få mig fra alle de ideer jeg havde dagen før, med retfærdiggørende forklaringer om, hvad “man bør og ikke bør“, hvad jeg kan og især ikke kan tillade mig, og er i stand til.

På en dårlig dag, vil min hjerne og krop have mig låst fast til et bestemt billede af mig selv. Som en kvinde der ikke duer til at tage selvstændige beslutninger og hvis ideer er urealistiske. Come on…

På en god dag er jeg superhelt. Jeg kan det hele og alle udfordringer er vildt sjove og lette at klare. Jeg klarer endda andres udfordringer. Jeg har et kæmpe overskud og er ikke til at stoppe… jeg passer min datter, jeg leger med hende, jeg passer mit job, jeg klarer rengøring, indkøb og efter putning skriver jeg da lige på bloggen og 2-3 andre projekter og bager boller til næste morgen… som sagt, der er ikke det, jeg ikke kan klare på en god dag.

Når jeg kigger på, hvordan mine dage starter er jeg overbevist om, at det har en kæmpe stor indflydelse på, hvordan resten af dagen bliver. Derfor er jeg blevet enormt fokuseret på at stå lidt tidligere op, for at få min elskede hjemmebryggede kop kaffe, inden dagen rigtig starter. Så går jeg ud i verden med en større tro på mine egne evner, og kan på den måde holde ambivalensen nede… and just do it!

Kender du også til ambivalens i dit liv? Hvis du gør, så føler jeg med dig og ønsker også for dig, at du finder en god måde at håndtere den på.

Kh. Nete

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Relationer