Frihed

Værdier

Et af de store spørgsmål, som bliver mere og mere vigtigt for mig er, hvilke værdier jeg vil leve efter. For min egen skyld, for vores planets skyld, men i høj grad også fordi min datter kopierer mine værdier. Så hvad er det jeg ønsker at give videre?

For at finde ud af, hvilke værdier jeg har bliver jeg nødt til at spørge mig selv, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Dette er ikke let. Især ikke når det drejer sig om at tage stilling til noget, som jeg er vokset op med at “alle” gjorde, eksempelvis at spise kød. Men det er vigtigt at kunne stå inde for det jeg gør fordi min energi, udstråling og balance bliver mærkbart bedre for hver gang jeg vælger at følge min intuition for, hvad der er rigtigt for mig, og dermed lever et liv uden dårlig samvittighed.

Forleden var jeg til foredrag med Maj My, som fortalte om hendes valg og fravalg, som hun har taget på baggrund af sine værdier. Det var så dejligt og inspirerende at mærke Maj My’s energi og glæde over at leve et liv, som føles rigtigt for hende og hendes familie. Hun har været stærk nok til, at turde mærke efter og gøre det hun følte var rigtigt på trods af frygten for konsekvenserne og på trods af, at det gik imod traditioner og normer.

Når jeg lever efter de værdier jeg kan stå inde for, bliver det lettere og lettere at foretage valg og fravalg, fordi jeg mærker efter om det føles rigtigt. Blandt nogle af mine værdier er familie og fællesskab nogle af de største. Derfor er det også en udfordring for mig, at skulle leve alene med min datter da jeg allerhelst så, at vi var flere omkring middagsbordet. At der var flere hænder i hjemmet til at klare opgaverne, flere til at nyde en rolig stund sammen eller til at lege og tale.

Det fællesskab jeg til dagligt ønsker mig, skaber jeg i øjeblikket ved at besøge min kære veninde så ofte som muligt, så vi kan lave mad sammen, spise sammen og være fælles om vores børn, som også har stor glæde af hinandens selskab.

En anden værdi jeg har er, at gøre noget godt for mig selv og andre. Da jeg holder meget af at bage og prøve nye opskrifter, elsker jeg at dele det jeg har bagt med mine kære kollegaer. Det er en win – win i forhold til at gøre noget som både glæder mig selv og andre. Derudover er valget om at blive vegetar også taget ud fra en bevidsthed om, at gøre godt for mig selv og andre. I forhold til målet om, at leve et liv uden dårlig samvittighed giver det mening for mig ikke at spise dyr, jeg aldrig selv ville kunne slagte. Det har før givet mig dårlig samvittighed, som jeg valgte at leve med, hvilket jeg ikke har lyst til længere.

Det er vigtigt for mig, at de ting jeg beskæftiger mig med skal give mening. Og hvis jeg helt ærligt kan sige at de gør det, så kan jeg med god samvittighed give de værdier videre til mit barn. Forhåbentlig kan det give hende styrke og inspiration til selv at leve et liv, som hun bliver glad for og kan stå inde for.

Hvad er dine værdier?

Kh. Nete

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Frihed