Alting skal helst være perfekt, men…

Siden jeg var barn har jeg nydt at rydde op og gøre rent. Jeg elskede at bruge flere timer på at rydde op på mit værelse, og kunne først få lavet lektier mm. når jeg syntes værelset så fint ud. Denne vane er jo enormt praktisk, fordi der så er præsentabelt i mit hjem… meeen… det har også haft store begrænsninger for mig og for mennesker omkring mig. Især de mennesker som ønskede for mig, at jeg bare kunne “være mig selv” og slappe af. Der var faktisk nogle som fik det dårligt med, at jeg brugte så meget energi på, at de skulle komme på besøg.

Især efter at jeg er blevet mor, har jeg lært at give lidt slip på kontrollen. Og hold da op hvor er det rart!!! Det betyder, at jeg godt kan have venner på besøg, uden at skulle vaske op og støvsuge hele hytten først, som jeg ellers har gjort før. Det giver en masse ekstra energi til at være nærværende og nyde selskabet. Og jeg ved nu, at mine venner ikke kommer for at se hvor rent der er, men for at se mig og fordi de kan lide at tale med mig. Wauw:)

Jeg tror i bund og grund det handler om, at være bedre til at leve i nuet. At nyde at slænge sig på sofaen, at nyde at tage opvasken sammen med veninden efter maden (og ikke før hun kommer til middag) så man kan sludre imens, at nyde at lade vasketøjet vente til min datter er hos sin far osv.

Det har dog også en del at gøre med et pleaser-gen og en mangel på selvtillid. Hvor følelsen har været, at hvis alt det ydre var på plads, kunne jeg ikke blive “dømt” på dette. Der er jeg blevet ligeglad med hvad andre tænker nu. Nu gør jeg det jeg har lyst til, for min egen skyld – fordi det gør mig glad og giver overskud til mig selv og andre.

At det så også er rart for dem jeg får på besøg, er bare et stort og dejligt plus:)