Giv slip og få ny energi

Stay curious

Mennesket har lavet mange fine opdagelser og opfindelser, på grund af deres nysgerrighed – den der søgen efter mere, hvor man ikke ”nøjes” med det man kender. Dette er noget jeg tænker over hver dag, når jeg bruger min telefon, kører i min bil, ser en flyver osv. Alt dette var ikke opfundet, hvis opfinderen havde været ligeglad eller var bange for at stille spørgsmål og prøve ting af. Slår man ordets oprindelse op på sproget.dk, ser man at det kommer fra det tyske ord: neugierig, som betyder ny og begærlig, som betyder at man er interesseret i at opnå ny viden.

Som jeg ser det, findes der to slags nysgerrighed:

  1. Den, hvor man ønsker at opfinde noget nyt
  2. Den, hvor man ønsker at forstå andre mennesker

Den første er den mest målbare og ser man eksempelvis på Albert Einsteins opfindelser kan man tydeligt se, hvor nysgerrig han har været. Hans filosofi var at blive ved med at stille spørgsmål og hans drive var at forstå:

“The important thing is not to stop questioning. Curiosity has its own reason for existence. One cannot help but be in awe when he contemplates the mysteries of eternity, of life, of the marvelous structure of reality. It is enough if one tries merely to comprehend a little of this mystery each day. – Albert EinsteinLIFE Magazine (2 Maj 1955)

 

Den anden og mere sårbare version, som drejer sig om at forstå andre menneskers tanker og følelser, er helt klart den slags nysgerrighed jeg besidder. Det er grunden til at jeg som barn lærte flere sprog, og i dag arbejder med at give den viden videre, som sproglærer. Jeg spurgte, hver gang jeg var i tvivl og ville vide hvorfor og hvordan.

Jeg var nysgerrig på sprog, fordi jeg ikke ville gå glip af hvad folk omkring mig talte om, når vi var sammen med familien fra Frankrig eller Holland, eller engelsktalende venner – det var spændende. Og selvom det var besværligt at skulle slå en masse ord op og spørge: ”hvad betyder det?”, så kunne jeg slet ikke lade være.

Nysgerrigheden for at forstå, hvad andre folk føler og tænker, gør det spændende at lytte. Jeg oplever at mange mennesker lytter for at fortælle noget selv, når de har lyttet færdigt – de lytter med andre ord ikke for at forstå. Når man derimod lytter for at forstå, har man chancen for at lære det andet menneske at kende og samtidig lære noget nyt om sig selv, hvilket i sidste ende gør en selv til en bedre lytter.

For nogen mennesker kan det dog føles farligt og overvældende at stille spørgsmål, fordi man ikke på forhånd kender svaret og kan være bange for at blive afvist, såret, skældt ud, forvirret, valgt fra osv. Hvis du er bange for at stille spørgsmål, kan du starte med at være nysgerrig på dig selv: Hvad er du bange for? Hvilken reaktion vil du gerne undgå? Hvorfor?

Hvad er du nysgerrig på?

Kærligst,

Nete

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Giv slip og få ny energi