Når kroppen tager over

I går skete der det samme, som dengang jeg fandt ud af at min mand var mig utro og vi skulle skilles. Dengang måtte jeg ned og ligge på min venindes gulv, imens jeg hyperventilerede, græd og gik i fuldstændig panik over situationen, hvilket min krop stadig husker.

I går skete det på jobbet. Den samme reaktion i kroppen. Et angstanfald. Men denne gang føltes det voldsommere. Jeg fik kramper i kroppen og har huller i hukommelsen i dag. Og så er jeg træt og føler mig udmattet og forvirret. 

Så hvorfor skete det?

Jeg har i en længere periode været presset ud i nogle svære situationer på jobbet, som jeg har håndteret så godt jeg kunne, med den hjælp jeg lige kunne komme på. Nu hvor jeg ser tilbage, kunne jeg godt have sagt mere fra. Jeg kunne have gået fra situationen og fået nogle andre til at tage over. 

Men det gjorde jeg ikke. 

Så derfor siger min krop fra for mig. 

Den har faktisk forsøgt at advare mig længe: jeg har ofte ondt i maven, ondt i hovedet og urolige nætter, når en situation er, eller har været, svær og ubehagelig. Ofte er det situationer som jeg kan løse, på et eller andet plan, men ofte har det også store konsekvenser, som den jeg oplevede i går. 

Mine tanker går ud til alle der går rundt med lidelser, som man ikke kan se. Det er ubeskriveligt hvor ubehageligt det er, når ens krop reagerer på en måde, som er fuldstændig ude af ens bevidsthed og kontrol. 

Jeg synes faktisk det mest rammende ord er: irriterende. Det er irriterende at have taget fejl om ens egen krop og føle sig snydt af sin bevidsthed og hoved, som forsøger at overtale en til, at man har det “fint nok”. Alle de andre har det jo fint nok, og reagerer ikke på samme måde, så hvorfor gør jeg?  

Lignende spørgsmål fylder mit hoved nu og er med til, at jeg føler mig uendelig træt. Især fordi der ikke er en hurtig løsning. Intet quick fix… Jeg kan ikke forestille mig noget værre. 

Jeg ser frem til at kunne sige, at jeg har lagt det bag mig – for det satser jeg 110% på at gøre.